Skt. Hans i Bisserup.
Traditionen tro fejres midsommeren med et Skt. Hans arrangement i Bisserup – og dog er vi ikke helt tro mod traditionerne. For første gang rykkede vi sidste år den fælles grill fra Skovkrogen til Multibanen, og som altid når man bryder traditioner, var nogle glade og andre kede af det. Vi fik dog flest positive reaktioner – især gående på, at adgangsforholdene er så meget nemmere på Multibanen for både ældre og børnefamilier. Derfor tænder vi igen i år den fælles grill på Multibanen kl. 18.30, og så må vi se, om der på et tidspunkt er stemning for, at vi rykker tilbage til Skovkrogen.
Når vi har grillet det medbragte, spist og hygget i et par timer, tænder vi fakler og går ned til pynten, hvor der forhåbentlig ligger et flot bål – og forhåbentlig tillader vejret i år, at vi kan sende heksen af sted på netop Skt. Hans aften.
Ved bålet vil der være musik ved Frank Guldagger m.fl. og naturligvis fællessang. Båltalen holdes i år af Jytte Bak Pedersen.
Vi håber, at den gode tradition med mange fremmødte holder igen i år, så vi kan få nogle hyggelige timer sammen.
Vel mødt
På Arbejdsudvalgets vegne
Alice Jelen