Holsteinborgvej 206

Matr. 3 b

“Pilehaugehuset”
“Skomagerhuset”
“Pilehuset”

Ca. 1800 hus med et vænge syd for Holsteinborgvej

1. Første kendte beboer er hørbereder Johan Møller. Han var født i Assens i 1789 og lærte hørberedning på høravlingsinstitutet på “Lykkenssæde” under Brahe Trolleborg. Herfra kom han til Holsteinborg, hvor grev F. A. Holstein var inspireret af arbejdet med hørren på Brahe Trolleborg. I 1816 blev der indrettet et hørinstitut på gården “Quælshøjgaard” nu Bygården, Bisserup Byvej 43 i Bisserup, som Møller havde fæstet. I 1824 gik hørinstitutet konkurs. Møller, der i 1811 var blevet gift med Mette Kirstine Birch, datter af lærer Birch i Hårslev, flyttede med sin familie ind hos svigerfaderen, som var enkemand. Ved svigerfaderens død i 1840 flyttede de til et lille hus ved Saltø å. Møller døde i 1854. Han druknede i åen.

2. Husmand Jens Nielsen fæstede huset efter Johan Møller. Jens Nielsen fæstede desuden jordlod matr. nr. 25 i det nuværende sommerhusområde på Fjordbakken. Jens Nielsen, der var gift med Maren Jonasdatter, døde i 1840.Det var i denne periode huset hed “Pilehaugehuset”.

3. Efter Jens Nielsens død fæstede murer Frederik Ludvig Mortensen huset. Han var første gang gift med Vilhelmine Kürstein, død i 1855, anden gang med Ane Larsen. Da Frederik Mortensen døde i 1887, kunne enken blive boende i huset, fordi hendes svigersøn, skomager Jens Larsen, gift 1886 med datteren Kirsten Vilhelmine Marie, fæstede huset.
Kirsten Vilhelmine Larsen døde i 1920, Jens Larsen i 1921.
Fr. Mortensen – og måske også svigersønnen Jens Larsen – fæstede jordlodden matr. nr. 25 efter Jens Nielsen, men derefter overgik den til husmand Valdemar Nielsen, Bisserup Havnevej 59.

4. Fra 1923 til 1952 boede skomager Hans Christensen med familie i huset, som nu blev kaldt “skomagerhuset”. Skomageren og hans kone kom fra Uggerløse. Han var fra 1911 til 1923 fodermester på Holsteinborg, og familien boede i den periode “Iskælderhuset” på Ørslevvej 318.
Skomageren købte huset af Holsteinborg i 1931 og havde i 1925 erhvervet jordlodderne matr. nr. 29 syd for Hvirvilsvej og 16B ca. Dalstrøget, altså begge lodder i byen. I 1937 afhændede han igen de to jordlodder til husmand Hans Hansen, Strædet 12.
Både skomageren og hans kone døde i 1952, og huset blev solgt samme år for 8.000 kr.

5. Det blev købt af frk. Hansen, som 8 år senere solgte huset igen.

6. Det var lærerparret Bent Østergård Laursen og Lisa Clemensen, som i 1960 købte huset, hvor hun indrettede en butik med antikke møbler og kunsthåndværk. Bl. a. eget stoftryk. Hun vendte tilbage til husets gamle navn og kaldte det “Pilehuset”, som det har heddet siden.
Bent Østergaard fortæller, at de gav 43.000 kr. for huset. Fisker Bent Nielsen, Finns far, sagde til Bent Østergaard: “Det var dumt. Det hus kunne min bedstemor have væltet med træskoen, nej med kludeskoen!” “Der var ikke noget at hente der”, fortsætter Bent Østergaard, “det var i hvert fald et møghus. Det var fordi, det var lidt sunket, det troede man det var. Det ligger i virkeligheden på en skråning. Der fik lov at vokse en hel masse op omkring.”
D. 24. juni 1979 brændte huset ned til grunden p.g.a. lynnedslag. Ny beboelse blev indrettet i kostalden.

7. I 1988 købte Trine og Gerth Lassen huset, som i dag er weekendhus.
I 2002 blev Trine Larsen eneejer.

Skomager Hans Christensen (1881–1952)
Merridin pløjer skomagerlodden. Merridin Nielsen og hans far, Valdemar Nielsen, Bisserup Havnevej 59, pløjede jorden for de landmænd, der ikke selv havde hest, som f. eks. skomageren og fisker Robert Christensen, Holsteinborgvej 215.
I baggrunden ses Bisserup Havnevej 14 og 18

 

Skomager Hans Christensen med sine køer
skomager jens larsen, pilehuset

 

 

 

 

 

“Pilehuset”, 2011. Stuehus i den tidligere kostald
“Pilehuset”, 2011. Stuehus i den tidligere kostald
Det oprindelige stuehus set fra Holsteinborgvej. Skomager Hans Christensen og hans kone Maren foran huset.
Skomager Jens Larsen i døren til Pilehuset
Malet af Skjold N. Omkring 1910 ifølge ejeren af billedet. Et barnebarn af skomager Jens Larsen.
“Pilehuset” før branden. Tegning Mads Stage ca. 1974