Bisserup Byvej 2

Matr. nr. 46b

Byhus uden jord bygget 1850 af Hans Larsen (1819-1892).

Nyere tilbygning mod øst

1: I september 1850 fik ”gamle” Hans Larsen fæstebrev på jorden. Det hus, han for egen regning havde bygget på grunden, skulle forblive hans og hans arvingers ejendom. (”gamle” Hans Larsen i modsætning til den tre år yngre ”unge” Hans Larsen, Bisserup Byvej 20).

Nederst på fæstebrevet er med småt skrevet, at fæstebrevet ikke var underskrevet af fæsteren, fordi han var i krigstjeneste.

I september 1853 forelå et nyt fæstebrev, denne gang underskrevet også af fæsteren. Af dette fæstebrev fremgår det, at fæsteren fæstede både jorden og det hus, han selv havde opført, men bagefter havde afhændet til grevskabet. Dette fæstebrev ophævede fæstebrevet fra 1850.

Hans Larsen boede i huset til sin død i 1892.
Inden huset blev bygget boede hans Hans Larsen og hans kone Johanne Kirstine i huset Holsteinborgvej 223, hvor Hans Larsen var født. Hans far Lars Mortensen var død i 1823, men hans mor havde giftet sig med den nye fæster af huset, og det var hos dem Hans Larsen boede med sin familie.

I oktober 1850 var det nye hus blevet brandforsikret. I brandforsikringen beskrives det nybyggede hus på Byvejen. Det lå med gavlene nord – syd. Det var 14 alen langt, 8 1/4 alen bredt og havde 6 fag. Væggene var bygget af brændte mursten, og der var stråtag med dække ved gavle. Det var fra nordre ende indrettet med 2 fag køkken, 2 fag stue, og 2 fag forstue og tørvehus. Der var en skorsten, loft over de fire fag, 5 døre og 3½ fag vinduer.

Hans Larsen ernærede sig som træskomager, sandgraver og daglejer.

Han var aktiv i “den gudelige forsamlingsbevægelse”.

I huset boede der hele tiden to familier. Først Hans Larsen med familie og så også svigermoderen. Efter hendes død flyttede en datter og svigersøn, Anna Elizabeth og landpost Anders Olsen, ind. Deres søn Laurits Olsen blev født i huset i 1881. Efter at have født 5 børn døde den unge kone. Anders Olsen flyttede med børnene til Bisserup Havnevej, og en bror til den afdøde, Hans Hansen, flyttede ind med sin familie. Af folketællingen 1916 fremgår det, at de stadig boede i huset det år.

Hans Larsen og hans kone døde i henholdsvis 1892 og 1913.

Folketællingen 1921 indeholder ikke oplysning om, hvem der boede i huset, men sommeren dette år blev Johs. Fjordside født i huset, fordi hans forældre havde lejet deres eget hus, Holsteinborgvej 213, ud til sommergæster. I 1925 boede Laurits Olsen, der var født på matriklen, med sin familie i huset, som han i 1926 købte af Holsteinborg. Han solgte det dog igen et par år senere.

2: Niels Peter Christensen købte det af Laurits Olsen i 1928. Købesum 2.900 kr.

3: Kirsten Nielsen købte det af Niels Peter Christensens enke, Benedicte Christensen, i 1931. Købesum 2.400 kr.

4: Fiskehandler Oskar Jensen købte af Kirsten Nielsen i 1932. Købesum 2.500 kr.

5: Fru Eleanora Hansen købte af Oskar Jensen i 1946. Købesum 8.500 kr.

6: Assurandør Carl Leisner købte af Eleanora Hansen i 1946. Samme købesum.

7: fru Tove Skree købte af Carl Leisner i 1947. Købesum 11.000 kr.

8: Viggo og Carin Naae købte af fru T. Skree 1952. Købesum 15.354,93 kr.

Se Brandforsikring 11. oktober 1850
Branddirektoratet for Øster og Vester Flakkebjerg herreder
Brandtaxationsprotokol for Vester Flakkebjerg herred 1823-1874 C 1846-1852, opslag 171.

Bisserup Byvej 2
Indgangsdør

Billede af havedøren der er indrammet af søjler. De er fra Silkeborg teater. De var oprindelig blåmalede med guldpalmer. Carl Leisner satte søjlerne op.