Generelt
Fernisering i Bisserup Forsamlingshus,
Fernisering i Bisserup Forsamlingshus, søndag d. 30. oktober kl. 14-16
Den lokale kunstner Torben Kaas udstiller sine skønne malerier i forsamlingshuset november og december. Strandhuse og abstrakte indtryk fra Bisserup er stadig i fokus. Torbens malerier kan også ses i gallerier rundt omkring i landet. Følg med på www.torbenkaas.dk Der er fernisering i Bisserup Forsamlingshus, Skafterupvej 184, 4243 Rude søndag d. 30. oktober kl. 14:00 – 16:00. Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden: ”Lyset synes næsten at komme indefra – Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven. Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken. Det føles, som om Torben Kaas overskrider naturalismen især i lys/skygge-virkningerne. Lyset synes magisk, og når han lader en skakt af hvide og lyseblå toner stråle ned over den mørke jord og den faste materie, er virkningen som i en skabelsesberetning: det guddommelige skær, der opløser Kaos på den første dag. Man kan kalde denne oplevelse spirituel, religiøs, magisk eller, hvad man nu vil. Hovedsagen er, at vi alle har haft den: betragtende en specielt pragtfuld solnedgang, et bestemt lysskær hvilende over landskabet eller solens gule stråler, der pludselig bryder igennem uvejrsskyerne. Selv for en højteknologisk sjæl i det 21. århundrede er sådanne oplevelser stadig bjergtagende. Når man ser på Torben Kaas´ malerier, genoplever man de magiske øjeblikke, man selv har haft i naturen og landskabet. Man digter med, man husker, og man glædes. Dette er universelle malerier med universelle referencer”.
Udstillingsgruppen
Videnskabsforedrag u BIS’koppen tirsdag d, 25, oktober kl. 19.00
Foredrag / samtale om Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamazov” ved journalist, anmelder og forfatter Marie Tetzlaff,
torsdag den 27. oktober kl. 19.30 i BIS’koppen.
![](http://www.bisserup.dk/wp-content/uploads/2022/10/marie.jpg)
Den 27. oktober i BIS’koppen i Bisserup skal det især handle om ‘Brødrene Karamazov’, Dostojevskijs sidste roman og af mange betegnet som verdens bedste.
Samtalen mellem Marie Tetzlaff og tilhørerne vil dog også handle om udfordringerne ved at oversætte russisk litteratur fra 1800-tallet til nutidens danske læsere, ligesom det vil være muligt at stille spørgsmål om Rusland i dag og den aktuelle situation.
Alle er velkomne til en spændende og lærerig aften. Det er gratis at deltage.
Arrangør: Holsteinborg lorles menighedsråd
Bisserup byder nye borgere velkommen
Søndag den 6. november indbydes alle nye borgere i Bisserup til et velkomstmøde i Bisserup Forsamlingshus kl 10.00 – 12.00.
Invitationen gælder alle, som har helårshus, fritidshus eller sommerhus i Bisserup, og som gerne vil præsenteres for Bisserups mange tilbud om at være såvel deltager- som medskaber af byens sociale og kulturelle liv.
I det sidste år har Velkomstgruppen – bestående af 5 gæve bisseruppere – besøgt alle adresser i byen, som har fået nye beboere i 2022. Det er en stor glæde at komme på besøg og opleve, at vi bliver godt modtaget. Vi har bl.a. ”Velkommen til Bisserup” og et kuponark med gavekort til en række af byens foreninger og forretninger med, når vi kommer på besøg.
I ”Velkommen til Bisserup” beskriver vi bland mere Bisserup Byting og det arbejde, som udføres under den paraply.
Hvis du er ny i Bisserup, eller hvis du har boet her et stykke tid og først nu har tid og lyst til at få noget at vide om det sociale og kulturelle liv i byen, skal du endelig tilmelde dig mødet.
Du er også velkommen til at kontakte os for besøg. Vores adresser står i ”Velkommen til Bisserup”.
Du kan læse ”Velkommen til Bisserup” på http://www.bisserup.dk/velkommen-til-bisserup/
På vegne af Velkomstgruppen og Bytingets arbejdsudvalg
Kirsten Møldrup
Tilmelding er nødvendig, skriv til: Kirstenmoeldrup@gmail.com
Foredrag i Torsdagsklubben
Invitation til møde om legepladsen
Onsdag d. 26 oktober kl. 19 i Forsamlingshuset.
Byens fælles legeplads er slidt og mange af legeredskaberne skal efterhånden fjernes af sikkerhedsmæssige årsager.
Derfor inviterer Bytingets arbejdsudvalg til et informationsmøde, hvor vi vil præsentere vores tanker og tiltag vedr. legepladsen.
Vi har søgt Land og Liv – den nationale Landistriktspulje om midler og håber, at kunne opføre en udfordrende og fantasifuld legeplads til glæde for mange børn og børnebørn.
Samtidigt er en attraktiv legeplads vigtig for hele byen. Vi har en fælles interesse i at tiltrække flere børnefamilier og øge bosætning og udvikling i byen.Vi håber at mange vil deltage i mødet, så vi i fællesskab kan lægge en plan for, hvordan vi kommer videre med processen og får udviklet en spændende legeplads, som både tager hensyn til naboer og den smukke natur.