Gennemse Forfatter

Lykke Jensen

Mulighed for en prøvetur som passager i en Rickshaw cykel.

Lørdag d. 12. oktober mellem kl. 10 –13 i BIS’koppen
er der mulighed for en prøvetur som passager i en Rickshaw cykel.

I forbindelse med Sundhedslandsby-Bisserup har jeg fået mulighed for at låne en cykel af Provstehaven i Vemmelev, som er med i ”Cykling uden alder” i en måneds tid.

Jeg forestiller mig, at cyklen kan hente og bringe gangbesværede borgere i Bisserup som, har lyst til ”vind i håret”, en tur i skoven, på havnen eller til BIS’koppen til en kop kaffe og en hyggesnak.

For at finde ud af behovet/lysten til, at vi her i Bisserup anskaffer vores egen cykel og laver et cykelpilotkorps, så er det vigtigt, at projekt Sundhedslandsby får nogle tilbagemeldinger fra jer. Husk at fortælle videre til jeres naboer, som måske kunne have glæde af en sådan cykeltur.

Der er kagemænd sammen med BIS’koppen’s gode kaffe til alle, medens cyklen kan beses og evt. prøves, så længe piloten kan holde til det 😊

Mvh Helle Bo Winkler fra tovholdergruppen
Projekt Sundhedslandsby

VIDENSKABSFOREDRAG I BIS’KOPPEN 1. OKTOBER 2024 KL. 1900

Jordens forhistoriske klimakatastrofer ved geofysiker David Lundbek Egholm
Igennem Jordens 4,6 mia. års historie har klimaet ændret sig mange gange. Variationer i drivhuseffekten har spillet en nøglerolle i Jordens klimaforandringer, men hvad styrede drivhuseffekten før vi mennesker kom til, og hvad kan vi lære af det?
Læs mere her https://ofn.au.dk/sted/
Der er offentlig og gratis adgang. Drikkevarer kan købes

Chaplinklubben

Første film i efterårssæsonen er ”Elvis”, som vises torsdag den 3. oktober kl 19.30 i Biskoppen – dørene åbnes kl 19.00 og der er mulighed for at købe øl, vin og vand.

Filmen udforsker Elvis Presleys liv og musik set gennem hans komplicerede forhold til sin manager, Colonel Tom Parker.

Nyt.
Fra denne sæson er deltagelse i Chaplinklubbens filmforevisning gratis – man skal bare være medlem af Biskoppen.

På gensyn – filmudvalget.

“Klassisk musik i Bis’koppen”

TRIO CUE spiller lø 21.sept. Kl 11

Trio Cue er en familie-trio bestående af Elvira Brandt Bergstedt på cello, Christian Brandt på violin og Ulla Bergstedt på tværfløjte.

Elvira er 14 år gammel og spiller cello i Sticks ‘n Strings, et strygeorkester, der blev dannet på Suzuki Instituttet i København. Christian har som barn spillet violin på Suzuki Instituttet i København og spiller nu i Lyngby Tårbæk Symfoniorkester, i Dansk Kammerorkester samt i kammerensemblet Diversum sammen med Ulla.

Ulla er vokset op på Vestsjælland og har bl.a. spillet på Skælskør og Korsør Musikskoler. Ulla er uddannet fløjtenist fra konservatoriet i København og har bl.a. spillet i Århus Symfoniorkester, Copenhagen Phil og Det Kongelige Kapel.

Til koncerten i BIS’ koppen har vi sammensat et blandet program med overvejende wienerklassisk musik af bl.a. Mozart og Haydn. Vi spiller både trio, og duetter for hhv. cello og violin og for fløjte og violin.

Program:

Haydn: Trio nr. 2

Devienne: Air du Fat puni – Duet for fløjte og violin

Mozart: første sats af Duo for violin og cello, kV 423

Haydn: Trio nr. 1

Bordtennis i Forsamlingshuset

Nu starter vi bordtennisklub i Forsamlingshuset.

Vi har 2 borde med net, bat og bolde, så vi kan spille 8 ad gangen.
Vi lægger ud med 4 spilletider:
Tirsdage kl. 19 – 21
Onsdage kl. 10 – 12, 13 – 15 og 15 – 17.
Medlemskab er 200 kr. om året for Forsamlingshusets andelshavere, og 400 kr. for andre.
Du kan købe et andelsbevis for 500 kr.

Er du interesseret, så skriv til mig på janmoeldrup@gmail.com oom hvilken tid du helst vil spille.
Så samler jeg tilmeldingerne sammen og vi regner med sæson start tirsdag den 17. september.

Vil du være med?
Bordtennis holder fysikken og hjernen i form, forbedrer balancen og reaktionsevnen, mens du har det sjovt, og det er også godt for Parkinson-ramte.
I bordtennisklubben kan vi mødes på tværs af generationer og fysisk form.
Har du spørgsmål kan du også ringe til mig på 23 43 90 82.

På forsamlingshus bestyrelsens vegne
Jan Møldrup

Eberts Cafeduo i BIS’koppen lørdag d. 13.7 kl. 11-12.30

Eberts Cafeduo består af Bob Schulze (fra Korsør) på sang og guitar/ukulele og Lars Ebert (fra Bisserup) på sang og guitar. De to herrer har snart spillet sammen i 30 år, og musikken emmer af pjank og pjat, alvor, sang- og spilleglæde. Repertoiret består af sange hentet fra nær og fjern – zydeco fra Sydstaterne over irsk ”folk” med shanties og ømme kærlighedssange til små danske ”hits”, som afspejler ånden gennem tiderne. Det er tilladt at trampe med fødderne, klappe i takt og synge med.

Vi glæder os til at se jer.

Filmoptagelse i Bisserup

Filmen om Bisserup

Fredag den 21. juni bliver filmen om Bisserup optaget mellem kl. 12 og 16- hvis altså vejret arter sig

Da titlen er: Bisserup – en aktiv by i Vandkantsdanmark, vil det være rigtig fint, hvis vi er “ekstra aktive,” mens der filmes.

Derfor opfordres I til at “færdes” i byen i det tidsrum, hvor der filmes.

Det er selvfølgelig svært at vide, hvornår filmholdet er på de forskellige lokationer, og hvis I vil være med, må I nok have lidt tålmodighed. Vi har lavet denne rute til holdet for at undgå for meget spildtid:

Børnebissen – havnen – Fiskecafeen – Butik 66 – Strandkroen – ishuset – legepladsen – stranden – multibanen(tennis, streetball, bålhytte) – forsamlingshuset – p-pladsen med brandbil og akuthjælpere – ad Poststien til Havnevej(uddeling af bytingsblad og barselsmad) – Brugsen – BIS´koppen.

Vi håber på godt vejr og fuld aktivitet i byen