Fernisering i Bisserup Forsamlingshus,

Fernisering i Bisserup Forsamlingshus, søndag d. 30. oktober kl. 14-16

Den lokale kunstner Torben Kaas udstiller sine skønne malerier i forsamlingshuset november og december. Strandhuse og abstrakte indtryk fra Bisserup er stadig i fokus. Torbens malerier kan også ses i gallerier rundt omkring i landet. Følg med på www.torbenkaas.dk Der er fernisering i Bisserup Forsamlingshus, Skafterupvej 184, 4243 Rude søndag d. 30. oktober kl. 14:00 – 16:00. Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden: ”Lyset synes næsten at komme indefra – Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven. Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken. Det føles, som om Torben Kaas overskrider naturalismen især i lys/skygge-virkningerne. Lyset synes magisk, og når han lader en skakt af hvide og lyseblå toner stråle ned over den mørke jord og den faste materie, er virkningen som i en skabelsesberetning: det guddommelige skær, der opløser Kaos på den første dag. Man kan kalde denne oplevelse spirituel, religiøs, magisk eller, hvad man nu vil. Hovedsagen er, at vi alle har haft den: betragtende en specielt pragtfuld solnedgang, et bestemt lysskær hvilende over landskabet eller solens gule stråler, der pludselig bryder igennem uvejrsskyerne. Selv for en højteknologisk sjæl i det 21. århundrede er sådanne oplevelser stadig bjergtagende. Når man ser på Torben Kaas´ malerier, genoplever man de magiske øjeblikke, man selv har haft i naturen og landskabet. Man digter med, man husker, og man glædes. Dette er universelle malerier med universelle referencer”.
Udstillingsgruppen