Matr. 1k og 36p
Bygget som kro 1839, uden jord. 1. Bygherre var Holsteinborg. Den nye bygning ved havnen skulle afløse den kro, Holsteinborg i 1832 havde bygget på Skolebakken, men som i 1839 blev indrettet til skole. 2. I 1842 overgik fæstet til købmand Hecht fra Slagelse. Han lod for egen regning opføre et pakhus syd for kroens udhus med gavlene i øst og vest samt et lysthus ved stuehusets nordre gavl. Pakhuset mod syd blev taget ned og et nyt, dobbelt så stort, blev opført i stedet. 3. Efter at Hecht havde bygget den nye, store bolig til sig og sin familie opsagde han forpagtningen af kroen, som blev ført videre af forskellige gæstgivere, til grev F. C. C. C. Holstein-Holsteinborg omkring 1900 lukkede den med den begrundelse, at fiskerkonerne klagede over, at deres mænd brugte for megen tid på kroen. I et par år inden lukningen drev Musses far, Valdemar Jensen, sommerpensionat i kroen. Smede Peter fortæller, at når skovfoged Madsen havde holdt auktion, ville Musses far ikke servere bayersk øl og sprit til frokosten bagefter, men skovfoged Madsen insisterede, så Musses far måtte skaffe det. (Bånd i Bisserup Lokalarkiv). 4. Efter lukningen af kroen blev der indrettet missionssal i den sydlige del af huset, og i den øvrige del to lejligheder, hvor Marie Kristiansen, fisker Hans Kristiansens mor, boede i den nordlige. Maleren Carl Vilhelm Holsøe lejede den midterste fra oktober 1894 og et år frem. Herefter stod den tom, til fisker Martin Jensen lejede den i 1907. Martin jensen var formand for Fiskeriforeningen 1909 -1916. Da Martin Jensen flyttede til Korsør i 1916, lejede Filip Beck, der var præst i Stenlille, og hans familie sig ind i den gamle kro om sommeren. Frem til 1934 kom præstefamilien til Bisserup hver sommer. Filip Beck var søn af Vilhelm Beck og far til Axel Beck (Sainak, Gammel Strandvej). Missionssalen blev overflødig med byggeriet af Missionshuset 1920, og efter 1934 blev der indrettet tre lejligheder i huset. Valdemar og Fritze Frederiksen boede i den sydlige. I midten boede tromleføreren Johannes Hansen og i den nordligste var der i en periode bagerbutik med en flot bagerkringle udenfor. I 1940erne boede der en tidl. kaptajn, Thor Jacob Pihl i den midterste lejlighed. 5. I 1957 købte Thomas Toft huset sammen med sine forældre, efter at Thomas havde set i Politiken, at den gamle kro i Bisserup var til salg. Prisen …”ja 1000 kr. pr meter må det vel koste” sagde grevens sagfører. Så det blev 30.000 kr. Thomas Toft har siden haft bolig og værksted i den gamle kro, og i 2004 åbnede han og datteren Ellen ”Fiskebaren”.
|
|