Bisserup Havnevej 9

Pogeskole bygget 1885 af Holsteinborg Venslev kommune

1. Bodil C. M. Hansen fra Bisserup ansattes som lærerinde ved pogeskolen. Kommunen betalte lærerindens løn (500 kr. årlig), grevskabet huset og brændsel. Hos hende lærte de 5-7årige at stave og skrive bogstaver, og så fortalte hun bibelhistorie. Huset var både lærerindebolig og skole. Børnene sad ved et langt bord i stuen, mens hendes piberygende bror sad i et hjørne og læste avis. Pogeskolelærerinden underviste desuden de større skolepiger i håndarbejde.

2. Bodil Hansen efterfulgtes 1930 af Martha Jensen (Musse), som var pogeskolelærerinde til 1939/40.

3. Hun efterfulgtes 1940-42 af Gemma Hansen fra Menstrup

4. Pogeskolen blev nedlagt 1942 med ansættelsen af lærerinde fru Kargo Petersen, der fik bolig i den nedlagte pogeskole. Hun skulle undervise de mindste årgange i missionshuset på Holsteinborgvej og i ”bushuset” Bisserup Havnevej 44.

5. Fru Kargo Petersen flyttede i 1945 til Rude og blev efterfulgt af lærerinde Else Rasmussen, der flyttede med bisserupeleverne til Kirkeskovskolen i 1956, men blev boende i pogeskolen til sin død i 1997.

6. Hendes nevø, Leif Varmark; overtog derefter huset, hvor han flyttede ind med sin familie.

Leif Varmark fortæller i Bytingsbladet om sin faster og huset:

FERIE HOS FASTER ELSE – i Bisserup for ca.50 år siden.

Den 12. februar 1997 døde min faster, Else Rasmussen, 90 år gammel. Hun var uddannet lærerinde og kom til Bisserup omkring 1946, hvor hun flyttede ind i den gamle pogeskole, det gule bindingsværkshusmed stråtag, Havnevej 9. Faster Else boede alene hele sit liv, men samlede altid familien hos sig ved ferier, fødselsdage og højtider. Hun havde 6 søskende og et utal af nevøer og niecer, og vi byunger elskede besøgene i Bisserup. Senere kom vores børn her også år efter år. Selv begyndte jeg at komme i Bisserup fra jeg var 5 år.

Dengang var faster Elses hus hvidkalket, også bindingsværket, og gavlene var spånklædte. Der var mos på stråtaget, som for neden afsluttedes med en række teglsten. Foran huset stod de traditionelle stokroser, og de er der stadigvæk. I haven var der en gammeldags brønd med håndpumpe, som havde afløst et endnu ældre hejseværk. Der var også et æbletræ, som med den store græsplæne og de mere end 50 forskellige stauder er der endnu. lnde i huset var der to små stuer og et soveværelse på loftet. Opvarmning foregik med kakkelovn, og så var der en rist i loftet, der kunne åbnes og lukkes, så man kunne regulere varmen i soveværelset ovenpå. I udhuset op ad sydvæggen var der et gammeldags lokum med et hul ned til en spand – lidt af en prøvelse for et forvænt københavnerbarn – og så var der plads til brænde, kul og koks. Fra det lille køkken var der en dør ind til spisekammeret, som var et helt rum med hylder og reoler, hvor man kunne gå frem og tilbage. Det syntes jeg var meget mærkeligt. Dette spisekammer blev siden indrettet til toilet! Faster Else tog mig ofte med i småbørnsskolen, som holdt til i missionshuset over for Brugsen. Her lærte jeg byens børn at kende, og det var også medvirkende til, at jeg kunne læse og skrive, da jeg begyndte at gå i skole i København.

Da min far, som var hendes lillebror, døde ved en ulykke som emigrant i Canada, begyndte hun at lære mig engelsk. I fritiden gik vi lange ture i omegnen, til havnen og langs stranden, ud over nabobonden Anton Pedersens marker og ud til mosen, i skoven til Holsteinborg slot og op til Andemosen. Her studerede vi dyr, fugle, insekter, blomster, muslinger, sneglehuse og selv sten, og hun lærte mig navnene på alt, hvad vi så, og fortalte om dyrenes liv. Når vi kom hjem, pressede vi blomster og lavede små dekorationer af sneglehuse, vissent løv m.m., og vi slog op i hendes mange naturhåndbøger, hvor vi kunne læse videre om det, vi havde set. Her blev grunden lagt til min interesse for naturen og milj

Oppe ved Skolebakken var der en sidevej, der førte ud til et uhyggeligt og øde område, hvor jeg ikke turde komme.Det må have været der, hvor Hvirvilsvej er nu. Der boede en mystisk person, som blev kaldt Smede-Peter. Han havde et stort og vildt skæg, var møgbeskidt og gik altid rundt med en trillebør, og jeg mente han boede i en jordhule. Ham var jeg bange for at møde. Faster Else sagde imidlertid, at han var skikkelig nok.

(Uddrag fra Bytingsbladet nr. 56, september 1997).